Læsning til kampdagen

I dag er det kvindernes internationale kampdag. En dag, hvor vi alle sammen kan tænke lidt over, hvordan de kønsmæssige magtforhold her i verden er, og hvordan de udvikler sig. En dag, hvor man kan gøre status. Hvordan går det egentlig med ligestillingen?

For grundlæggende er alle sociale spørgsmål, eller i hvert fald rigtig mange af dem, ligestillingsspørgsmål. Spørgsmålet om ligestilling ligger som en understrøm under det sociale til enhver tid. Ligestilling handler om mere end køn. Kønnet er ikke altid det centrale spørgsmål i debatter om retfærdighed, lige muligheder, lige behandling osv., men der er selvfølgelig altid et kønsmæssigt aspekt af den slags diskussioner.

Det vidste Hannah Arendt. Arendt skrev aldrig specifikt om køn, men lod spørgsmål om køn sive ind i sin øvrige tænkning, der handlede om alt muligt. Fordi kønnet jo ikke kan isoleres, det er med os overalt. Det står altid i forhold til noget. Som filosoffen Kimberly Maslin har skrevet om Arendts såkaldte kønsneutrale feminisme:

»Hun interesserede sig ikke for køn som sådan, men for "kvinden som den assimilerede jøde" eller "kvinden som social og politisk revolutionær".«

At tænke over sit køn og hvad det betyder for ens færden i verden, handler altså ifølge Arendt om at sætte det i forhold til noget. Det, der ofte bliver tænkt over som rent kønsmæssige spørgsmål, er ifølge Arendt snarere almenmenneskelige spørgsmål, og når de så sættes i bås som spørgsmål om køn, skyldes det, at de historisk har handlet om noget med kvinder. For Arendt er det en fattig måde at debattere køn og ligestilling på. Hendes ærinde er kort sagt at påpege, at alle spørgsmål også er ligestillingsspørgsmål. Selvfølgelig er de det.

Med det i baghovedet får du her til at sætte skub i tankerne et udvalg af artikler, vi har skrevet om feminisme. Hvis vi selv skal sige det, underbygger de ret fint Arendts pointe. Ligestillingsspørgsmålene findes overalt, tydeligvis. I dagens anledning har vi låst artiklerne op og gjort dem frit tilgængelige for alle, selvom ATLAS' indhold jo nu ellers ligger låst af vejen bag en betalingsmur.

Du kan for eksempel starte med Beate Skakkebæk Lindegaards rapport fra Teknofeministisk Talk tidligere på ugen, hvor det blev diskuteret, om internettet kan være et rum for utopisk frigørelse fra kønsnormer, eller blot vil være en arena for god gammeldags reproduktion af patriarkatet.

Fortsæt så eventuelt med forfatter Siri Ranva Hjelm Jacobsens tekst om Ivanka Trumps livsmanual for arbejdende kvinder, der er præget af en »frejdig kynisme« og i det hele taget en noget speciel sammensvejsning af feminisme og neoliberalistisk du kan godt selv-retorik.

Du kan også gå ombord i Katrine Høghøjs læsning af tre bøger, der udråber familien som ondets rod i vores kapitalistiske samfund, der hviler på et fundament af ubetalt arbejde og lider under mangel på nærvær og intimitet.

Eller hvad med Naima Yasins tekst om den såkaldte hvide feminisme, der spørger: Kan vi gøre feminismen bedre ved at gøre den mindre hvid? Ja, mener den amerikanske feminist Rafia Zakaria, hvis bog Against White Feminism Naima Yasin har læst.