Strandet i Storbritanniens udhus
»Dublin er sådan en lille by. Alle ved hvad alle har for«, tænker en magelig kontorist med fejlslåede litterære ambitioner i James Joyces novelle En lille sky. Det er belejligt at tage den uskyldige sidebemærkning for pålydende, men når man læser lidt grundigere, er det slående, hvor lidt disse dublinere ved om hinanden i novellesamlingen Dubliners, som er blevet nyoversat af Karsten Sand Iversen, døbt mundret Dublinere, og som dermed danner endnu et led på den Joyce-bølge, der er skyllet over det danske litteraturlandskab i kølvandet på de to seneste Ulysses-oversættelser.
I en ofte citereret bemærkning skriver Joyce til en af sine forlæggere, at han i Dublinere vil vise irerne dem selv gennem sin »friskpudsede lup«. Ifølge Joyce lå Irland i åndelig brak i en indavlet katolicisme og underdanige forhold til det britiske imperium, der havde trampet dem flade siden Oliver Cromwells tid.
Da Joyce forlod Irland for første gang i 1904 sammen med sin hustru, Nora, var arbejdet på Dublinere netop begyndt, og da han forlod Irland for sidste gang syv år senere, var han færdig og kæmpede kun med at finde et forlag,
