Hverken guds straf eller historiens hævn

For første gang nogensinde har et usynligt og ukendt, nærmest immaterielt, væsen lammet hele teknikkens menneskelige civilisation. Det er aldrig sket før – og så i verdensomspændende omfang. Gamle dogmer er blevet pulveriseret, urokkelige visheder er blevet rystet i deres grundvold. Alt er allerede forandret: økonomiske aksiomer, geopolitiske balancer, livsformer og sociale realiteter. Men den epokegørende forvandling skaber frygt fordi den er en reel perspektivændring. Indtil i går kunne vi betragte os som almægtige blandt ruinerne, de første og eneste, også i ødelæggelsens førerstilling. Denne førerstilling er blevet os frataget af en magt der er vores egen overlegen og også mere destruktiv. At det så er en virus, en uendeligt lille del af den organiserede materie, gør begivenheden endnu mere traumatisk. Vi kan blive detroniseret, afsat og bortskaffet af selv den mindste skabning. Hvem ved, måske vil livet på planeten antage nye retninger. I mellemtiden må vi anerkende at vi ikke er så almægtige som vi troede. Faktisk er vi tværtimod ekstremt sårbare. 

Hverken guds straf eller historiens hævn. Det er vanskeligt ikke at betragte pandemien som en konsekvens af kortsigtede