Selv i Norge er de trætte af norsk fodbold

Norsk fodbold har længe været kendt for den tidligere landstræner Egil “Drillo” Olsens defensive strategi med lange bolde fra forsvaret. Den direkte spillestil, som vandt frem i 90'erne, førte til hån og spot i danske kredse for at dræbe kampene, men gav til gengæld stor succes til vores lange nabo i nord. De senere år har en utilfredshed dog tilsyneladende også slået rødder blandt nordmændene selv.

Der er blevet tyndet gevaldigt ud på tribunerne i den norske Eliteserie siden rekordsæsonen i 2007, hvor mere end 10.000 fodboldfans i gennemsnit drog til stadion hver uge for at kaste med creperuller og råbe ad dommeren. Når Molde og Vålerenga fredag kl. 19.00 kæmper om de første tre point i sæsonen, vil tilskuertallet nok snarere nærme sig sidste års gennemsnit på 6829 per kamp. Efterhånden er stemningen i fodbold-Norge derfor blevet en smule trykket, og i dag er slutrunder og Champions League-billetter forvandlet til en snak om tilskuersvigt, kvalitetstab og dårlig økonomi.

»Norsk fodbold er i krise. Det er der ingen tvivl om. Krisen handler om en ond cirkel af økonomi, dårlig opmærksomhed, mindre sponsorater, dårlige resultater for landsholdet og for få tilskuere på tribunerne,« siger Bjørn Taalesen, der er sportschef på TV2. Han afviser dog, at krisen skulle have noget specifikt med Drillo-fodbolden og de lange bolde at gøre.

Ifølge Bertil Valderhaug, redaktør på Aftenpostens sportstillæg 100% Sport, er den kritiske situation et udtryk for, at norsk fodbold præsterede over evne i en periode. Det gik fremragende for landsholdet, der en overgang lå i top fem i verden, og niveauet i Tippeligaen var højt, men nu ser det hele mere sort ud.

»Hvis du sammenligner 2007, hvor der var 10.500 i snit per kamp, med sidste år, hvor der vel var omkring 7000, så er der en krise. Men jeg synes jo egentlig, at norsk fodbold har levet i en boble, som før eller siden måtte sprænge, og den er nu sprunget,« siger han og forklarer nærmere: »Det skyldes først og fremmest, at kvaliteten af norsk fodbold er faldet. Landsholdet har gjort det dårligt, og norske hold har gjort det dårligt i Europa. Det andet er mediehverdagen, der har udviklet sig meget. I dag har folk mulighed for at se de kampe, de ønsker, hjemme fra sofaen.«

Fodbolden der forsvandt fra offentligheden

Det er ikke kun på tribunerne, at publikum svigter. Hjemme i stuerne lader folk også til at zappe væk fra fodbolden, i hvert fald den norske. Bergens Tidende kunne for eksempel i sidste sæson bringe nyheden om, at sølle 14.000 så hovedkampen mellem Vålerenga og Strømsgodset, der blev vist på betalingskanalen C More.

I 2011 solgte det norske fodboldforbund NFF rettighederne til 6 af 8 ugentlige kampe til netop C More, der ejes af svenske Bonnier og Telenor. Aftalen løber fra 2013 til 2016 og indbringer forbundets klubber ca. 1.6 milliarder norske kroner, men salget var ikke desto mindre en kontroversiel affære, da ingen andre tv-kanaler fik mulighed for at byde på kampene. Ifølge Bjørn Taalesen bærer tv-aftalen en stor del af ansvaret for krisen:

»Jeg tror, at tv-aftalen er en væsentlig grund til nedgangen. Med salget blev norsk fodbold pludselig væk. Den forsvandt fra offentligheden. Det var kun få som havde adgang til kampene, og i det hele taget blev der meget mindre opmærksomhed omkring ligaen.«

Aftalen har ikke bare betydet, at færre nordmænd nu kan se kampene i Norges førstedivision, men den har også påvirket de andre mediers dækning af og den generelle interesse for norsk fodbold. Det mener Jon Martin Henriksen, sportsjournalist på VG.

»Da TV 2 mistede rettighederne, betød det også, at mediedækningen på tv blev betragteligt mindre end tidligere. Der er mindre eksponering af norsk fodbold i dag end tidligere. Folk læser og ser mindre norsk fodbold end før,« siger han og peger på, at der her kort før Tippeligaens start langtfra er fodboldfeber i Norge.

Lytter man derimod til Svein Graff, kommunikationsdirektør i NFF, er der for meget fokus på tv-aftalen fra 2011 som den store synder i den norske fodboldnedtur. Ifølge ham startede nedgangen allerede, mens TV2 havde rettighederne til de store kampe, og billedet er derfor meget mere sammensat.

»For det første tror jeg, at 2007 var et ekstremt år, der gav tilskuertal, som vi egentlig ikke kan regne med at få. 10.500 per kamp i Tippeligaen er der ingen andre i Europa, som kan måle sig med, hvis man tænker på, hvor mange der bor i Norge. Men jeg tror, årsagerne er sammensatte. Udvidelsen af Tippeligaen har i hvert fald ikke givet flere tilskuere. Kvaliteten på banen er ikke så god, som den burde være. Norske hold har ikke præsteret specielt godt i Europa. Vi har også snakket om billetpriser, og at der muligvis har været en vis grådighed hos klubberne. Man har troet, at produktet er bedre, end det faktisk er,« siger Graff.

For mange halvgode danske og svenske spillere

Man skal ikke grave længe i historiebøgerne for at finde tiden, hvor Rosenborg BK fra Trondheim var Skandinaviens bedste bud på et fodboldhold af højeste karat. De vandt et utal af mesterskaber, og i perioden 1995-2007 lykkedes det spillerne fra Lerkendal Stadion at kvalificere sig intet mindre end 11 gange til gruppespillet i Champions League. Til sammenligning har danske hold i alt gjort den samme kunst 7 gange.

Men den sportslige og økonomiske succes blev klattet væk, og det rammer nu klubberne hårdt, at man ikke investerede i bedre klubfaciliteter eller udviklingen af den næste Ole Gunnar Solskjær, mener Bjørn Taalesen fra TV2. Ifølge ham finder man en vigtig årsag til nedgangen i norsk fodbold i klubbernes lemfældige omgang med pengekassen før finanskrisen.

»Klubberne fik for mange penge, og de brugte dem på halvgode danske og svenske spillere, som fik en masse penge, men ikke bidrog til udviklingen. Man investerede ikke pengene i rekruttering eller bedre klubber, man investerede dem i at skaffe 3 point næste weekend. Man betalte lønninger, som var absurd høje, og klubberne havde ikke indtægter, som dækkede det,« siger han.

Siden jubelårene med Rosenborg i spidsen har de norske fodboldfans måttet spejde længe efter succes. Sidste gang et norsk hold deltog i gruppespillet i CL var netop i sæsonen 2007/2008, mens alt stadig var fryd og gammen i norsk fodbold. Og for en lille håndfuld år siden, mere præcist i 2010, var FC København sågar med til at skubbe norsk fodbold længere ud over sidelinjen. I de døende minutter af returopgøret mod Rosenborg BK steg den bredskuldrede Sølvi Ottesen nemlig til vejrs og headede nordmændene ud af CL-kvalifikationen og hjem til Norge.

Tippeligaen får kritik for at mangle de store profiler, som både kan sende klubberne af sted på europæiske eventyr og trække flere tilskuere til tribunerne.

»I 2007 var niveauet i ligaen højere, og der var flere udenlandske profiler, som var gode. Flere og bedre fodboldspillere, som havde norsk pas. Nu har vi været i en periode med dårlig økonomi, så klubberne har været tvunget til at satse mere på unge talenter, som igen har gjort, at niveauet er blevet svagere,« siger Jon Martin Henriksen fra VG, der dog håber og tror på bedre spil i denne sæson.

Samtidig er tilskuernedgangen også et udtryk for, at mange nordmænd hellere vil se den engelske topfodbold med alle de umulige driblinger og tacklinger, der får græsset til at sprøjte. I dag konkurrerer Tippeligaen derfor direkte med Premier League, som vises af blandt andre TV2, om mange af de samme seere. En kamp, man, som det ser ud nu, får meget svært ved at vinde, vurderer Jon Martin Henriksen.

Dengang med myseost-madder

Nu er det store spørgsmål, hvordan NFF og klubberne får vendt skuden, så entusiasmen snart igen kan bølge på de norske tribuner og hjemme i stuerne.

»Vi skal gøre flere ting, og vi skal gøre det sammen med klubberne og deres interesseorganisation. Vi er allerede gået fra fire til tre kampdage. Vi har mange klubber, som har sænket sine priser på sæsonkort. Vi er i gang med at få nye unge spændende profiler, som klubberne har været dygtige til at markedsføre. De greb alene, tror jeg, kan give en positiv effekt,« siger Svein Graff fra NFF og tilføjer: »Og så tror jeg, at et landshold, som præsterer bedre end før, kan smitte positivt af på Tippeligaen.«

De norske drenge i rødt, hvidt og en smule blåt er rutschet ned ad FIFA's verdensrangliste, hvor de i skrivende stund indtager en plads som nummer 57. Så selvom landsholdet i dag både har forsvarsklippen Brede Hangeland og skarpskytten Mohammed “Moa” Abdellaoue i truppen, er der nok ikke megen tvivl om, at de fleste nordmænd af og til drømmer sig tilbage til dengang i 1998, da Kjetil Rekdals knaldhårde vrist sikrede sejren over Brasilien på 2-1 og dermed Norges videre avancement ved VM-slutrunden.

Det var der nok også et par stykker, som gjorde forrige torsdag, da repræsentanter fra de forskellige dele af norsk fodbold var samlet for at diskutere nedturen på de norske fodboldbaner. Studentersamfundet i Bergen havde inviteret til paneldebat under overskriften Tomme Tribuner. Deltagerne, som blandt andre talte NFF, TV2 og supporterne fra den lokale klub Brann Bergen, skulle faktisk vise sig at blive ret så enige om diagnosen: norsk fodbold mangler den særlige nærhed eller lokale charme, som tidligere gav Tippeligaen en fordel over for den spanske og engelske fodbold i verdensklasse.

Redaktør på TV2 Sporten Vegard Jansen Hagen talte for at genskabe den gode historie i norsk fodbold, hvis man skal kunne vække bare en smule opsigt mellem alle de internationale topkampe. Han savner selv dengang, hvor pressen kunne spise en myseost-mad med spillerne fra Rosenborg.

Fodbolden er rykket væk fra nordmanden, og det er en af grundene til, at entusiasmen er forsvundet, sagde også Roger Lillebøe-Hansen, leder af Brann Bergens fanklub Bataljonen. Han formulerede sit største ønske til slut: »Jeg vil have noget mere forudsigelighed omkring kamptidspunkterne. Vi må spidse produktet til, så det passer til vores lille Norge. Så det bliver forudsigeligt for familiefaren, hvornår Brann spiller.« I dag er kampene af hensyn til tv spredt ud over 3 dage og flere forskellige tidspunkter på dagene.