Det poetiske jeg på den lukkede afdeling
En lille kvinde alene på scenen med sin stemme og sit sprog som eneste instrument. En dirrende, nærmest messende stemme og et sprog, der på én og samme tid er sprudlende og, åh!, så koncist. En oplevelse, det er vanskeligt at lægge fra sig. Det er den måde, poesielskere har oplevet den nu afdøde digter Inger Christensen til utallige digtoplæsninger i Danmark og rundt omkring i Europa.
Altid på dansk, men alligevel altid uendeligt vedkommende for folk, der ikke forstår et ord dansk. Reaktionerne på hendes død var da også overvældende i de europæiske aviser. Som Dorothea von Törne skrev i den tyske avis Die Welt: »hendes stemme drog alle med ind i sin tryllekreds: en intensiv besværgende, melodiøs nynnen, der nøje nævnte tingene ved navn og dog lod dem beholde deres hemmelighed«. Selv har jeg kun oplevet hendes oplæsning på lyd- og videooptagelser, men også dét giver en fornemmelse af en særlig litterær begavelse.
Jeg så derfor håbefuldt frem til forestillingen Det springende punkt, der spiller på Teatret ved Sorte Hest frem til d. 2. november. Forestillingen tager udgangspunkt i Inger Christensens digtning og handler ifølge teatrets egen beskrivelse
