Forelsket i fiktioner

Jeg tror aldrig, jeg har været forelsket på den måde før.

Det var ellers meget udbredt blandt mine kammerater i folkeskolen. De kåde knægte forelskede sig i Baywatchs C. J. Parker, de mere generte fik blussende kinder, når de så Bamse og Kyllings veninde, Luna, og selv nørderne elskede trods alt Lara Croft fra Tomb Raider-spillene lidt højere end deres Pepsi.

Dengang var det altså helt normalt – nærmest obligatorisk – at være forelsket i en fiktion.

Bare ikke for mig. Jeg fik aldrig følelser for hverken pigerne på fjernsynsskærmen eller dem fra klassen. Og hvis én af pigerne alligevel kom for skade at smile uskyldigt til mig ved en af skolefesterne, slog jeg forlegent blikket i jorden, fandt min jakke og gik hjem.

Derfor var tanken om at forelske sig i én af de mange kloge, sjove og seje kvinder, der konstant tonede frem på mit dengang blot 14 tommer store fjernsyn også uendeligt intimiderende. Og når en sommerfugl alligevel en sjælden gang fløj ud af skærmen og nærmede sig min unge mave, blev den straks puffet væk med fjernbetjeningen. Zap! Jeopardy. Pyh.

Det første møde

Men det var alt sammen