Stravaigin: At vandre planløst med forsæt

I

Okay. Noter, skotsk musik, brændende kaffe, tilbage i København. Jeg sidder med 10 siders noter fra to forskellige notesbøger, og to foldere fra to forskellige restauranter, alt sammen indsamlet og nedskrevet uden intention, eller mål for øje. Og en følelse af på en gang at have fulgt i hælene, og brudt med Hunters ideer. Der er punktvise nedslag af massive sanseoplevelser. De skal med, de skal ophøjes – komme til deres ret. Men der var en mission med rejsen, og så alligevel ikke. Vi skulle holde nytår i Glasgow, besøge en ven, M. Men også finde en skotsk sjæl. Måske i whiskyen, måske i gaderne, måske i sproget. Uanset hvad, er turen bedst begrebsliggjort på landets oprindelige sprog; stravaigin - To wander aimlessly with intent. Så er den ene restaurantfolder også brugt. (Det her skotske musik fungerer overhovedet ikke. Sækkepiberne er så skingre, at de får Joni Mitchell til at lyde som en dyb kontrabas. Jeg sætter en Tom Waits plade på i stedet). 

Skotland er et koldt, koldt land. Ikke på den dér is-vinter-måde, hvor alt er blåt og klart. På en klam, våd måde. På den måde hvor kulden ikke blot er i luften omkring dig, m