Mørk musik i et lyst sind

Der står en hospitalsseng midt i Skræddersalen på 4.sal ved Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Midt imellem tylskørter og lange farvestrålende rober. I sengen ligger en mand. Tynd og afkræftet, og snart ædt op af en aggressiv kræftsygdom. Han ved han skal dø.

For komponisten Louise Alenius bekræfter døden livet og alt det smukke heri. Derfor skal den adresseres, og der skal tages fat i den – døden. Med et lyst og åbent sind byder hun mørket velkommen i sit arbejde.

Inde på Gamle Scene er der et grønt værelse, hvor teatrets gamle komponister og skuespillere sidder og beskuer tidens gang. PH-lamperne i loftet lyser rummet op i fællesskab med det store vindue, der åbner værelset op ud mod Kongens Nytorv. Udenfor bygges der på Cityringen; metrolinjen der skal bygge bro mellem Københavns stenbroer. Herinde sidder Louise Alenius og bygger broer i kunsten. Hendes redskab er musikken.

»Jeg ser musikken som noget, der kan samarbejde med alle. Musikken er alles legekammerat.«

I dag er Louise Alenius komponist. Hun startede som sanger, men fandt hurtigt, at sangen holdte musikken tilbage fra at udfolde sig. Tog for meget fokus. Sangen spændte ben for, at musikken