Når to bliver til én, bliver én til mange
Da jeg åbner døren til det rum, jeg kender som indbegrebet af galleriernes neutrale white cube og finder et sandt inferno af byggematerialer, små træer gravet op med rod, papirtryk til tørre mm. Begynder jeg langsomt at forstå udfordringen. Det er en torsdag formiddag først i marts og jeg befinder mig på galleriet New Shelter Plan på det gamle Carlsberg i København. Jeg er budt på kaffe af én af galleriets kuratorer, Sara Glahn, i selskab med to hollandske kunstnere, Jasper Coppes og Stijn Verhoeff . Ideen, som hun allerede præsenterede mig for tilbage i januar, lød i al sin simpelhed således: Hvad sker der, hvis vi sætter en filosof i samtale med et kunstnerfællesskab gennem tilblivelsen af et projekt? Altså, i stedet for, eller som supplement til, kunsthistorikerens evaluerende og bedømmende rolle i forhold til et færdigt værk, består min udfordring i at etablere en dialog i forhold til selve processen. Jeg indvilliger i præmissen og takker ja til udfordringen, nysgerrigt. For hvordan snakker man overhovedet om noget, der endnu ikke er der?
Det værk, som er undervejs og som skal vises på New Shelter Plan, er Stijn og Jaspers trejde samarbejde, en film, der voks
