Theis Ørntofts Digte 2014
En gang imellem får man bare en bog imellem hænderne, der føles vigtig. Der virkelig rammer noget i én, og det kan være svært at sætte ord på, for det kan både være på et personligt plan, men også på et jeg-synes-alle-burde-vide-det-her plan. Det er ikke altid et særligt frugtbart sted at starte en læsning, eller en tænkning med et værk, for det slår lynhurtigt over i en eller anden form for eksergese, hvor alt hvad bogen gør, er det rigtige at gøre, og sådan er det jo ikke. Med andre ord har jeg forsøgt at køle min første begejstring for den her bog, som jeg ellers synes rammer direkte ned i ”min generation”, hvad det så eller skal betyde.
Theis Ørntofts nye bog er en af den slags bøger, der både føles vigtig og til en vis grad ny. Eller den siger noget velkendt på en ny måde. Den synes at slås med, hvordan man overhovedet engagerer sig i den verden, man lever i. Hvordan man ikke kan nøjes med bare at være til stede, men hele tiden er reduceret til lige præcis det. Gang på gang går teksternes jeg til »fest i den mørke nat«, selvom han egentlig ikke vil det, men »jeg blev for rastløs man«.
Jeget er også en udsending fra fremtiden måske: »Det er forvirrede tider, jeg
