Requiem for den personlige filmanmeldelse
Når Ole ”Bogart” Michelsen i 90’erne trådte frem på tv-skærmen i det mørklagte studie, ulasteligt klædt og med hatten på skrå, vidste vi alle, at han igen ville favorisere en fransk ”snakkefilm” på bekostning af en amerikansk actionfilm. Selvom jeg knap var teenager, da ”Bogart” sluttede i 2002, kan jeg stadig genkalde irritationen, når Michelsen igen-igen nægtede at anerkende kvaliteten af mine Hollywood-favoritter. Han var en idiosynkratisk frankofil ud over alle grænser, men sandt var det også, at irritationen jo var fantastisk givtig. Den hev mig op af sofaen, vækkede min diskussionslyst og skærpede mine argumenter for, hvorfor The Matrix skulle have haft fem hatte.
Jeg vil nødig have skudt i skoene, at jeg er kulturpessimist, men i dag er det svært at komme i tanke om en filmanmelder, der for alvor kan sætte mit pis i kog. Man må spørge sig selv, hvor filmens svar på Thomas Treo, Lars Bukdahl eller Leonora Christina Skov er. En anmelder med en personlig stemme, et tydeligt ståsted, som filmene konsekvent vurderes ud fra og sættes i forhold til.
En stærk stemme
Jeg nævner den danske filmanmelder(til)stand og ikke mindst ”Bogart,”
