Om formiddagen den 12. september 2001, dagen efter terrorangrebet i USA, løb der hen over skærmen på CNN et ”ingen kommentarer, ingen kommentarer …”. Samme lamslåede tavshed så man udtrykt i billederne af den amerikanske præsident George W. Bush, lige da han får at vide, at det andet fly har ramt World Trade Center, og at det første fly derfor ikke var et uheld, men første angreb fra en endnu ukendt fjende. Terror havde ramt både tvillingetårnene og alle dem, der kiggede med.

Den oprindelige begrebsbetydning af ordet terror er ’stor frygt, rædsel’, og i den latinske oversættelse af Bibelen angav det menneskets lamslåelse over for Guds almagt eller naturens rasen, dvs. menneskets skrøbelighed og hjælpeløshed over for ukendte kræfter. Gud griber (voldeligt) ind i verden, eller naturen (jordskælv, vulkanudbrud) ryster mennesket. I dag opfattes terror ikke længere som noget, der har guddommelig oprindelse, men dog stadig naturlig (fx tsunami) og nu også menneskeskabt. Grundlæggende gør den terroriserende handling det samme ved individer, grupper og samfund i dag, som den gjorde tidligere. Den slår os med lammelse. Vi står naglet og betragter ødelæggelsen. Men denne lamslåelse eller handlingslammelse varer ikke ved. Det ufattelige fortolkes. Tidligere var det teologer, kunstnere og naturfilosoffer, der tolkede hændelserne for de terroriserede. I dag er det os alle. Kommentatorerne begynder at snakke på CNN. Regeringsledere erklærer en global krig mod terror. Befolkningen diskuterer. Forskere, bloggere, klummeskribenter, forfattere skriver. Tv viser billeder og fortolker hændelser.

Terrorhandlinger udløser ikke bare en bombe, men sprænger også folks og staters oplevelse af at have kontrol over deres egen skæbne. Terror lammer, chokerer, passiviserer, men kun for en tid. Derefter indtræder et presserende behov for ord og handling. Ordene og handlingerne skal bringe det ufattelige ind i kredsen af det fattelige og dermed håndterbare. Ord og handling er forsøg på at genvinde kontrol med sin egen skæbne. Derfor bliver ordene ofte kategoriske, og handlingerne brutale. De skal nemlig reetablere følelsen af basal sikkerhed og suveræn kontrol. En følelse, det netop er terrorens kendetegn at ville ødelægge. Overreaktionen, den tomme gestus (kampvogn foran lufthavnsindgangen, som man f.eks. gjorde i London efter 11/9), en militariseret retorik, kravene om handling er naturlige reaktioner på det, man kunne kalde katastrofe-rationalitet, hvor individer og systemer går i forsvarsberedskab og tolker alt eller meget inden for en sikkerhedsoptik. Det afgørende for genoprettelsen af en følelse af sikkerhed er, at der formuleres mening(er) om det skete, og at der handles på baggrund heraf. Det samme var tilfældet, da terrorens ophav var guddommeligt og naturligt. Man søgte veje til at forstå Guds motiver, aflæse naturen, formilde dem begge. I dag søges forklaringer og løsninger på sekulært grundlag, men behovet for forklaring og handling er lige så presserende, da ubegribelighed og passivitet fastholder en som individ eller samfund i terrorens handlingslammelse.

”Samfundet findes ikke” – men der strides alligevel om det

Denne artikel fokuserer på ideernes rolle i den vestlige respons på terrorangrebet den 11. september 2001. Omdrejningspunktet er en undersøgelse af, hvorledes terrorangrebet i Vesten og særligt i Danmark er blevet forstået og begrebsliggjort som del af samfundets idé om sig selv. Denne idé har en forhistorie, den opstår og udvikler sig, og derfor er denne artikel en samtidsidéhistorie. Jeg vil kun antyde de praktiske og politiske konsekvenser, der er draget på baggrund af disse ideer, f.eks. krig, stramninger af udlændingeloven, overvågning, kulturkanon etc., og i stedet koncentrere mig om udviklingerne og forskydninger i samfundets selvrefleksion, som den kommer til udtryk i den offentlige debat.

Samfundets idé om sig selv er ikke nogen monolitisk enhedsidé, men derimod den løbende debat om, hvad et samfund er; hvad dette præcise samfund er, skal være og kan blive. I den forstand havde den daværende britiske premierminister Margaret Thatcher ret, da hun i 1987 sagde, at ”samfundet findes ikke” (selv om min udlægning af udsagnet ikke var hendes). Der findes ikke én konsensus om samfundet, én forestilling om, hvem vi er, men der aftegner sig nogle konflikt- og fortolkningslinjer, som der på sæt og vis er enighed om. Vi genkender os selv i fortolkningsfællesskaber og placerer andre i konflikt med vores tolkning. Derfor findes samfundet alligevel, nemlig som den fælles konflikt om, hvad det, der ikke er, alligevel er og bør være, f.eks. et åbent kosmopolitisk samfund eller et nationalt fortættet samfund.

Det interessante er, at disse konflikter og fortolkninger dels er grupperende – de stivner i foreløbige arrangementer – dels er ustabile – de ændrer sig hele tiden gennem konfrontationen med sig selv, de andre og resten af omgivelserne – og endelig, at der er en klar tendens til, at diskussionerne og konflikterne angår kampen om at definere og sætte sig på særlige kollektivbegreber som f.eks. ansvarlighed i den økonomiske debat, danskhed i den kulturelle debat, samt frihed i den politiske. Ved at betragte striden om væsentlige kollektivbegreber, dvs. begreber, der fremstilles som alment relevante og forpligtende for alle i denne specifikke udgave, kan vi undersøge udviklingen i og kampen om samfundets idé om sig selv, som den har udspillet sig på baggrund af og med reference til terrorangrebet på USA og den efterfølgende globale krig mod terror.

Ud af angrebet opstod ikke ét samlet samfund, andet end i den forstand, at alle følte, at angrebet vedkom dem og var et angreb på det, vi som samfund har fælles, ikke kun vores krops skrøbelighed, men også det fællesskab, vi lever i og kæmper om. De idé- og fortolkningsmæssige reaktioner på angrebet fulgte i ganske afgørende forstand de allerede eksisterende politiske skillelinjer. Politisk-ideologiske uenigheder og stridigheder fra tiden før angrebet fortsatte efter, men – og det er selvsagt det interessante her – det tvang alle til at operere i og bearbejde ændrede vilkår og begreber for uenighed. Kampen om at definere, hvad samfundet er og skal være, fortsatte. Derfor er det i forhold til påstanden om, at alting ændredes efter 11. september, nødvendigt at sige, at den 10. september er mindst lige så vigtig at tænke med som den 11. eller 12. september, når man vil forsøge at forstå efterspillet. Eller med andre ord: For at forstå fortolkningerne og reaktionerne på terrorangrebet er det nødvendigt at forstå konflikt- og fortolkningslinjerne i årene op til. De gav materialet og skemaerne til folks forskellige udlægninger af, hvad den 11. september 2001 egentlig var og skulle betyde.