Løsningen, ingen taler om

Mellemøstkonflikten er gjort af et særligt stof. Bare tag udtrykket, ’Mellemøstkonflikten’. Ikke mange regioner på planeten kan konkurrere på antal af højspændte konflikter, og alligevel er ingen i tvivl om, præcis hvilken konflikt vi taler om. Det gamle Palæstinamandat er forvandlet til en hekseknude bundet sammen af religion, politik, historie og nationalisme. Det er et spørgsmål om folkeslag og fædrelande, og det er en sag, folk over hele verden identificerer sig med. Siden Oslo-aftalen i 1993 er der gået tomgang i den kollektive tankevirksomhed. Alle taler på én gang udelukkende om to-statsløsningen, men nærmest altid i samme åndedræt om, hvor håbløse perspektiverne ser ud for denne model: Den besatte Vestbred er efterhånden så gennemhullet af bosættelser, at man skal holde begge hænder for øjnene for at kunne se en palæstinensisk stat for sig. Palæstinenserne og israelerne står på hver deres side og nægter at tale sammen, før den anden part har givet de indrømmelser, den pågældende samtale skulle have handlet om. Imens vokser bosættelserne på Vestbredden, og de arabiske familiers huse rives i roligt, men sikkert tempo ned i Østjerusalem. Tiden er løbet for to-statsløsningen