Den familiære krop

Det er ikke noget nyt at skrive om incest. Nabokovs Lolita er måske det bedst kendte eksempel på at give fortællerstemmen til en mand med et seksuelt forhold til en lidt for ung pige. Skandaløst nok var hun nemlig kun 12 år.

I dag skal der måske lidt mere til. Nyhederne er fulde med ord som Tøndersag og sexring. Det har Christel Wiinblad også hørt. Men hvor jeg selv har tænkt; Hvordan kunne det svin gøre det, er det ikke det centrale incestspørgsmål i denne fortættede lille roman.

I Prolog, der er titlen på Wiinblads tredje bog og første roman, følger vi i sceniske tableaulignende indstillinger en pige fra tidlig barndom, med lyseblå satin- og tylkjolekrop til voksent kvindeliv i midten af tyverne med gældspræget bulimi- og sminkedåsekrop.

Formelt set i korte kapitler med navne som Hummer, Gaven, Dynen med guld og damer på og De hjerteformede chokolader. Alle lokkegaver i en eller anden forstand. Man kan næsten se den store glemmekasse fyldt med ting, der kan mindes, men allerhelst glemmes. De skal i hvert fald ikke snakkes om.

At skrive et kropssprog

Sprogligt arbejdes der med opmærksomhedskrævende sætninger i billed- og betyd