Generation selviscenesættelse
Med Francis Fukuyama fik vi »End of History«, Kurt Cobain sendte grungen i graven med en kugle, og den sidste punker barberede sin hanekam af. Den sidste dråbe sandhedsserum var for længst ødslet væk på ideologier og anden indbildning, og postmodernistiske forfattere havde brugt en ti-femten trøstesløse år på at skrive ethvert eksistentielt holdepunkt i smadder. Total forvirring. Hvad skulle de unge tro på nu? Det tilsyneladende svar: ingenting. For den såkaldte hipsterkultur, der i stigende grad definerer ungdomskulturen, formulerer modsat sine fortilfælde ingen absolutte sandheder.
Historien om hipsteren
I fyrrernes og halvtredsernes New York inkarnerede den sorte jazzkultur tanker om frihed, spontanitet og intenst nærvær. Hvide og hippe collegeknægte fra forstæderne adopterede kulturen og blev oprindeligt tildelt hipster-prædikatet. I samme periode skød nemlig beatgenerationen frem – trekløveret Ginsberg, Burroughs og Kerouac var bærerne af en hér-og-nu fikseret poesi og prosa. Som en reaktion på den atomare efterkrigstids tiltagende materialisering var målet på ny at tilføre det åndelige liv manna gennem eksperimenter med livsstil, stoffer og sex
