Knuzz fra Hemmy
Der er skrevet uendeligt mange artikler om Ernest Hemingway. Hans minimalistiske sætninger og omfangsrige færden er gransket til hudløshed. Ligeledes har Pennen, der overvejer det mindste semikolon, inspireret generationer af efterkommere. Herhjemme har nyere forfattere som Helle Helle og Kirsten Hammann fået et Hemmingway stempel på deres forfatterskab, fordi der siges meget lidt og så alligevel en hel masse. Stilen har Hemingway selv så berømt sammenlignet med et isbjerg. Her er toppen beklædt med fakta, mens historien findes i alt det usagte, der gemmer sig under overfladen.
På samme måde har omverdenen og eftertiden måtte afkode personen Hemingway. Historier om krigshelten, der kunne drikke whisky på havregrøden og stadig skrive med misundelsesværdig disciplin, og storvildtsjægeren, der elskede at fiske og afskyede offentlighedens opmærksomhed, har givet et eftermæle, der både klinger machomand og mandchauvinist. Netop derfor er første bind af The letters of Ernest Hemingway 1907-1922 en kærkommen nødvendighed, fordi den tegner et mere komplekst billede af manden med de få ord. Som den voluminøse udgivelse afslører, så var brevskriveren Hemingway knap så få
