»Der er ikke ’kvindelige gardere’ og ’mandlige gardere’, her er der bare ’gardere’«

Lidt over 16.000 skridt viser grafen i sundhedsappen på min iPhone, da jeg åbner den, vel inde over dørtærsklen til min lejlighed på Amager efter en hel dag i hælene på Sofie, eller ’Garder Qvist’, og resten af hendes vagthold, i march gennem indre by og rundt på gåben på kasernen ved Rosenborg Slot. Lad os bare være ærlige, jeg er lidt småtræt i fusserne og pænt gennemkold i det hele taget. Januar er lige så stille krøbet ind under huden på mig i dagens løb. Den klamme tåge, der har hængt over byen siden i morges er sivet gennem mine cowboybukseben og vinterjakkeærmegab på turen fra Gothersgade til Amalienborg og tilbage igen, frem og tilbage på pladsen foran kasernen, op og ned ad de slidte trappeopgange til sovesalene på øverste etage, hvor jeg ser for mig, at Qvist og hendes fem værelseskammerater smider sig tungt i metalkøjesengene om aftenen efter at have hængt deres finpudsede sabler og bajonetter og hvide geværremme og afladte geværer på plads på krogene og stativerne på indersiden af hver deres skabslåge. Det eneste, jeg kan tænke på, efter at have lukket hoveddøren til min lejlighed, er et langt